Min første tur på knalle

Ja, så har jeg været ude at køre på knalle. WOW, det var svært. Vi fik dem leveret i går og her til aften tog Maria og jeg lige en rask beslutning om, at vi da SAGTENS kunne race ned og fylde benzin på vores fine transportmidler. Ja, go’ dav!!! For det første var bare det at trække vogntøjet ud i vores lille gyde en udfordring, en flink, men for os ukendt, person havde nemlig været så super behjælpsom at parkere sin knalle lige ude foran vores dør, hvilket vil sige vi kun havde halvdelen af pladsen til at få de super lette og medgørlige uhyre ud. Da vi så kommer ud på gaden står samtlige naboer og betragter de fuldkommen tåbelige udlændinge der nu skal ud at køre for første gang. Maria laver en smuk opstart og stryger elefant ud af gyden. –Og, og, og hvad sker der, min vil selvfølelig ikke starte, hver gang den få gas, går skidtet i stå. Et par unge vietnamesiske drenge, prøver at komme mig til undsætning og griner højlydt over min tydeligvis manglende erfaring. De for formuleret på bedste kropsprog, at de mener skidtet er løbet tør for benzin, så jeg kalder på Maria og vi ringer til en livline, A.K.A Steffen, som sødt og tålmodigt prøver at forklare Maria hvad der kan være galt. Jeg husker at knalle-manden (ham der leverede dyrene) sagde, at der var 1 L. på og derfor burde den jo kunne køre. Jeg trækker ud på den lidt større vej, så jeg ikke spærrer hele gyden og her lykkes det at få gang i maskineriet. I mellem tiden har de to unge vietnamesere taget plads lige ud for mig og nyder forestillingen fra første parket (super hjælp på præstationsangst).
Nå, endelig kan vi køre og det sidste jeg hører Maria sige, med en smule panisk stemme, inden vi når den store vej er, ” Jeg har ikke fået sagt til Steven, at jeg elsker ham i dag”. Da vi når til den store vej, altså ca. 150 m. stopper vi og kan ikke overskue hvordan vi skal vende nede i krydset og for den sags skyld komme derhen. Så kylling et og to, beslutter, at trække hen til fodgængerfeltet og trække over på den anden side af gaden. Men SÅ da da da daaaaaaa, så kørte vi sørme, godt nok med en puls 200, men vi kørte. Det gik faktisk nogenlunde, kun lidt forstyrret af grusbunker, parkerede biler i højre siden af vognbanen og et venstresving. Maria blev hurtig totalt psyko og overhalede andre motorbike’s både indenom og udenom, vel og mærke med vietnamesere som chauffør, så momse her måtte pænt råbe stooooop, jeg er ikke med. Ellers gik turen faktisk fint, var kun ved at blive påkørt en enkelt gang og det var af Maria. Jeg bliver nok nød til at indrømme, at denne køretur var i en meget stille trafik (efter vietnamesisk standard), så der skal nok en del øvelse til, før Tanja, Maria og jeg kan køre på arbejde mandag morgen.

De første 3 uger i Hanoi

Afrejse

Allerede fredag havde jeg fået kolde fødder og ville mest af alt bare droppe det hele og blive hjemme, men fik talt mig selv til fornuft og besluttede, at det var nu engang det valg jeg havde truffet og dette ville jeg stå ved. Så kom søndagen, dagen hvor jeg skulle sige på gensyn til alt det dejlige derhjemme. Det var en frygtelig dag, forstår stadig ikke hvordan jeg fik overtalt mig selv overtalt at gå igennem sikkerhedskontrollen. Havde aldrig i mit liv forstillet mig, at jeg ville være så ked af det og have så svært ved at forlade det derhjemme. Det må være alderen og det jeg er bundet til hjemme, der har gjort mig så blød.
Som de fleste ved, er jeg ikke super god til det med at flyve. Så det var nogle lange timer, i den metal kasse. Heldigvis kunne jeg spille lidt uno med de andre, læse i min bog og på den måde få mine tanker lidt på afveje. Indtil dejlige Tanja fik gjort mig opmærksom på, at det lynede udenfor.

Den første dag var hård, jetlag og endnu mere hjemve. Havde faktisk mest af alt lyst til, at blive i lufthavnen og tage det første fly retur til Danmark, men flyskræk og stædighed fik mig til at blive.
Trang, som er datteren til dem der ejer det hus vi bor i, kom og hentede os. Hun var meget sød og hjælpsom og gjorde alt for, at vi skulle få en god start i vores nye hjem. Tror dog vi alle var slået lidt ud af alle de nye indtryk og jeg kunne tydeligt mærke at det var en stor omvæltning, at komme fra en lille by på landet og til Hanoi med 7 millioner mennesker.
Efter en uges tid synes jeg at det hele ser en smule lysere ud, men har dog stadig lidt svært ved at se det super skønne og romantiske i Hanoi. Synes mange af vietnameserne er uhøflige og lidt små grove.

Første arbejdsuge børnehaven

Vi blev modtaget med rektor og alle dem jeg vil tro er de undervisere med eksamen. Efter præsentationsrunde og rundvisning i området går første arbejdsdag i gang. Jeg bliver vist ned i lokalet hvor den klasse jeg skal være tilknyttet holder til. Det er et lille lokale på omkring 40 kvadratmeter og et lille toilet. Jeg bliver hurtigt sat i gang med at undervise børnene i engelsk og får så ellers ansvaret for børneflokken, som jeg har meget svært ved at kommunikere med. Da dagen er færdig er jeg fuldstændig udkørt. Jeg følte mig på ingen måde klar til at tage det ansvar allerede på første dagen og gik hjem med en tanke om at det ville blive et meget hårdt halvt år.
På dag to, gik det op for mig at hele børnenes dag er skemalagt, fra de kommer til de går hjem. Vi startede med at de skulle have morgen gymnastik, herefter skrive undervisning, så fri leg, men fri leg betyder her, at der bliver 3 muligheder de kan vælge som leg, alle 3 dele indebærer et læringsformål. Så de kan enten skrive, lege med modellervoks eller lege familie, men her bestemmer læreren hvordan legens forløb er og formålet er at de skal lære om normer og familie traditioner. Så skulle børnene spise. Jeg havde hørt hjemme fra, at tvangsfodring ikke blev brugt mere, men det vil jeg efter min vurdering ikke sige stemmer overens med sandheden. Efter maden er skal børnene sove ca. 3 timer. Når de så vågner igen spiser de igen og herefter foregår der lidt forskellige ting, som jeg endnu ikke har fået helt forståelse af. Der er en stor fin legeplads i børnehaven, som jeg spurgte, hvor ofte børnene benyttede, ca. 15 min om ugen, hvis vejret er til det ellers slet ikke.

Endelig weekend

Synes det har været en rigtig hård uge. Jeg mærker tydeligt at måden de arbejder med børnene på, er langt fra mine pædagogiske værdier. Jeg tror at det bliver en stor udfordring at kunne sætte mig ud over egne pædagogiske værdier og teorigrundlag og prøve ud fra et antropologisk synspunkt at se hverdagen jeg befinder mig i. Jeg mener at jeg vil få nytte af dette, fordi jeg vil blive bedre til at sige fra og blive meget bevidst om mig selv og eget menneskesyn.

Efter 18 dage

Vi har været hjemme hele ugen, fordi børnehaven er lukket grundet svine-influenza. Tiden går langsomt og jeg har mine timer hvor jeg ville ønske, at jeg var hjemme i dejlige velkendte Danmark, men generelt har jeg indfundet mig med at være her og tror på, at jeg kommer stærkere og mere selvbevidst igennem dette ophold.